Stadil Fjord -
Stadil Fjord
Ved Stadil Fjord og Vest Stadil Fjord kan man opleve det store, åbne vestjyske landskab med dets helt fantastiske fugleliv.Vest Stadil Fjord har altid været et vigtigt rasteområde for ænder og gæs, der samles her i flokke på titusinder. De kortnæbbede gæs, som yngler på Svalbard, er de mest talrige, og de trækker om vinteren til Danmark, Nordtyskland og Holland. Blandt de store flokke af kortnæbbede gæs, der græsser på engene eller spiser spildkorn på stubmarkerne, ses også grågæs, knortegæs og bramgæs. En sjælden gang kan man være heldig at se snegæs, som ellers ikke har trækrute gennem Danmark.
Efter naturgenopretningen, hvor vandstanden i dele af Vest Stadil Fjord blev hævet, så nogle af kornmarkerne igen blev erstattet af enge, rørskove og vandarealer, er Vest Stadil Fjord forbedret som yngleområde.
Store dele af området skal ligge som rørskove, hvor sjældne fugle som rørhøgen og rørdrummen kan yngle. Andre dele skal afgræsses som enge, hvor vadefuglene får de bedste betingelser. Næsten alle slags svømmeænder, der findes i Danmark, yngler nu i Vest Stadil Fjord. I forbindelse med naturgenopretningen er mulighederne for at opleve den storslåede natur og fuglelivet ved Vest Stadil Fjord forbedret. Langs fjordens østside er anlagt en ca. 10 km lang vandre- og cykelsti, og ved nordenden af Søndre Dyb er der sat et fugletårn op. Andre gode steder at se på fugle og opleve naturen er Sidselbjerg ved Klitvejen syd for Søndre Dyb og havdiget ved museet Strandgaarden. Stedet er i de seneste år blevet udstyret med informativ skiltning. Bl.a. viser farverige tavler hvilke fugle du kan opleve, eller tryk på lydtavlen og hør deres forskellige stemmer.







